St. Thomas til Miami.

HAAAAAALLLLLLLLLOOOOOOOOOOOOOO!

Alpenhof i snevejr!

Nogen af jer husker denne "hilsen" ganske vel, når skifolket vendte hjem til Alpenhof efter 3 timers afterski med FULD hammer på Hinterhag, for at nyde den - ALTID - velforberedte og velsmagende aftensmad. Det være sig Chili Con Carne, Gullash a la Alpoenhof, JBJ's famøse pebersuppe, Spaghetti Kødsovs eller hvad ellers vi kunne finde på at tilberede af kulinariske retter, de 3 dejlige vintre vi var der.

Op fra skikældren kom de glade unge mennesker - vraltende, råbende, syngende ( Anton, Anton), skrigende, ofte med skistøvlerne på ( fordi de ikke kunne bøje sig ned og tage dem af) - ja, og nogen anede slet ikke de havde dem på.

Haaaaaaaaalooooooooooo lød det ud over det ganske land!

Stemning i top!

De eneste to, der aldrig kom op af skikælderen, var Jørgen Købmand og Kredde "Bagersvend" - de havde hver konsumeret - mindst - 7 Jagerthe oveni alt det andet, de havde væltet indenbords, så de blev hængende i kælderen NATTEN over - de kunne simpelthen ikke GÅ op af de stejle trapper!

Men man forstår godt, hvorfor man kan blive grebet af stemningen dernede, se blot og hør her - bare copy/paste:

http://www.youtube.com/watch?v=AxcGC43m4IA

Herfra, er der mistet mangen et par ski!

Og så får I altså også lige den her af Terry "The Man" from Blåmand øhhhhh Blåvand - The only man, som har præsteret at brække BEGGE tommelfingre i to forskellige styrt på pisten med dages mellemrum.....

"Hvordan synes du selv, det går?", spurgte Peter, lige før dette billede blev taget.

THUMBS UP!

Det er forøvrigt Jørgen Købmand til højre - INDEN kælderen!

MEN - nå, Østrig til side, for

Her lyder det så igen!!!!!

HAAAAAAALLLLLOOOOOOOOO.........

Men denne gang, er det mig, der råber, og det er:

Haaaaaaaallllllloooooooo, St. Thomas.

Vi anløber denne smukke, grønne, og engang - danske - ø - i mørke. Jeg står ude på dækket - tropisk varmt er det - klokken er omkring 6, og det er morgenstund - workout er overstået - bruseren venter i kammeret, Ellis kommer med kaffen lige om lidt - tror jeg nok? Man kan skimte de bløde bjerge/bakker inde bag Charlotte Amalie. Hvad bringer dagen mon? Stranddag er planlagt - Megan's Beach, en af de flotteste i verden, siger de kloge hoveder - eller nogen af dem, National Geographic bl.a. - er destinationen.

Ja, ja, Søs og "Fede", jeg ved godt, I også har en enkelt eller 20+ derude, hvor I slår jeres folder for tiden, og dig også, Maria - i Australien, på New Zealand og her til sidst på Tasmanien! Mødte du forøvrigt Mary og Frede derude???? Djævelen så du jo! Skuffende! Ligesom "Den Lille Havfrue".

Mary . nå, nej Djævelen fra Tasmanien.

 Nå, men her har I så Meagan's Beach fra oven. Så kan I jo selv tage stilling til, om den kan siges at være OK.

Megan's Beach, USVI.

 Og Charlotte forneden!

Charlotte A.

Skal vi gå derud? Der er langt. Leje en bil? Det koster! Leje en scooter? Det tør Ellis ikke. Eller snuppe en af de åbne taxa'er?
Det bliver det sidste - det er det mest sikre, mener Ellis - bjergkørsel, kørsel i venstreside, ø-trafik, tvivlsom kvalitet af de udlejede biler/ scootere, mig som chauffør - OK - hermed dømt, Taxa. Lad os vandre ind til byen, ose lidt, og så finde en cab.

Puh, hvor er her lummert! Skibet er clearet. Vi kan gå fra borde. Men først sætter vi os da lige ned ved bordet, og indtager et "kraftigt" morgenmåltid, så Ellis ikke skal forbi Mc. D ( Sorry, Sille, det har ikke noget med dig at gøre) alt for hurtigt og bestille en ordentlig omgang pommes med Mayo! Omkring os pruster og stønner hvalerne, og så sætter de sig også ned og spiser - videre!

Vi, som nogle af de eneste, vandrede på gåben ind til Charlotte Amalie– en halv times vandring i sol og hede, selvom klokken kun var 8 AM. Men det var sgu lige ved at tage livet af  Ellis, som stadigvæk døjer med hoste og halsbetændelse, hvilket faktisk er godt nok, nu når vi jo alligevel tager til Megan's Beach - for så er der jo ingen fare for, at hun drukner – hun kan jo ikke synke!!! (Hvor får du dog dem fra, Johnny?)

At hun så også samtidig får den ene ”hedning” efter den anden, gør jo ikke det hele lettere. Den overgangsalder, den overgangsalder – godt jeg ikke er kommet derop endnu!

Og hvad springer os så i møde, med det samme vi sætter fødderne på landjorden på St. Thomas - af alle steder - Jo, sørme -  hans far! Og andre kendisser! Se her.

Nu, når der var så mange kendte personer her på øen, ledte og ledte vi altså efter Bent Thøgersens taxa, men fandt kun en af de åbne, så den kaprede vi - og 8 dollar senere, med hjertet siddende oppe i halsen under hele turen, smalle veje, tæt trafik, 100 i timen og venstre kørsel - nåede vi stranden - Megan's Beach, hvor vi straks slog os ned, ved det nærmeste borde/ bænke sæt. Så følte vi os jo rigtig hjemme igen.

Men her lige en lille indblik i, hvordan taxa turen var derud:

Men vi er åbenbart ikke de eneste, der foretrækker de "åbne" transportmidler!

Her ser vi jo tydeligt, at Kim "Ik' så KVIK" Jørgensen, også er med på vognen (hvor får du dem fra, Johnny?).

Jørgensen i sit es! Åben sportsvogn.

Helskindet kom vi dog derud. Tro det eller lad være efter den køretur........ og hvad finder Ellis straks? Hendes Favorit træ!

En stranddag, hvor der ikke skete det aller mest spændende, ud over, at vi fik besøg af et par krabber. Ja faktisk, en af de største krabber, jeg har set i mands minde - lige bortset fra denne her, dog - det er vist det, man kalder en ægte landkrabbe.

En ægte landkrabbe.

Men her ser I så den rigtige - lidt pænere, krabbe - MEGET pænere ( men det er jo heller ikke særlig svært at finde!):

Efter gå ture, videooptagelser, solbadning, svømning, hygge, en lille morfar og en dejlig kold øl fra strandbaren - se blot her -

går det så "hjemover" igen - i den åbne taxa - med livet som indsats!. Hjææææælp.

"Næste gang lejer vi sgu en scooter", får Ellis lige fremstammet, hængende ud over siden på taxa'en i det sidste hårnålesving, inden vi "flader" ud og kører de sidste 2 kilometer på rekordtid! Hjem til skibet, til forkælelse, god mad og top underholdning. Få dage tilbage - men sikke nogle, DET BLIVER.

Lige inden vi gik ombord MÅTTE vi simpelthen "opleve", besigtige og "bestige" disse trin - vi var jo i træning:

Ø-rytmer ( hvis der da er noget, der hedder det?) lyder atter ud over skibet. Bent Strandbygård er igen kommet på arbejde og smider trosserne. Afgang fra St. Thomas. Dejligt - ikke at vi sejler derfra, men vejret. Vi sveder, solen skinner, en fantastisk krydsning af Atlanten har det været. Ja, faktisk ligesom en 14-dages Caribien kryds, så heldig har vi været med vejret.

11.2.12 – Hov! Hvor blev 11.1.12 af?????? Nå, det var sgu nok en "liggestole" dag!

God morgenstund til jer alle.

En super dag på dækket i går. En lille byge sneg sig ind imellem solstrålerne, medens vi var i fitness centeret, morgenmad og så liggestol! Same old..............

Så er der 4 dage til det store brag – præsidentvalget i USA! Jeg håber Obama vinder! Det vil være scary, hvis Romney tager sejren. Vi når jo lige at opleve de sidste dages valgkamp.

Vi har nu en dag tilbage på vores lille pram. En dag mere, hvor gourmetmad står på dagsordenen. En dag mere inden havregryn, skummet mælk, kyllinge wraps og spaghetti MED ketchup, står på programmet - kedeligt, ærgeligt, en skam, æv-bæv-bussemand - det er da meget sjovere at blive vartet op i hoved og.........

Det er Sidste dag, hvor der spises i Manhattan Diningroom

Det er Sidste dag, hvor sushi spises til forret

Forresten, apropos ketchup, så her en lille historie, fra for mange, mange, mange år siden (og jeg mener mange), da Ellis og jeg drev den af på Gran Canaria, et halv års tid. I telt. Et lille telt. Et MEGET lille telt.

Vi fik spaghetti til aftensmad HVER EVIG ENESTE dag, i de 6 måneder vi var der - men - juhuuuuuu - om søndagen flottede vi os rigtigt, og fik KETCHUP til. No kidding. Tiderne har heldigvis ændret sig til det bedre - NU får vi ketchup til - HVER dag. Og det naturligvis - Heinz (selvom vi ikke kan få den ud af flasken!)

Også en fantastisk tid - jeg har desværre ingen billeder derfra - det var vist før kameraet blev opfundet!!!!!!!

"Man kan leve af lidt - hvis og når det skal være".
Johnny "Kirkegård" Jensen.


Det er Sidste aften, hvor en af de ombord smuglede, spanske vine skal åbnes!!!!! - Men det værste, der kunne ske - skete:

KATASTROFE.

Gode råd var dyre. Men som altid (næsten) finder jeg en løsning. Tøjet af - alt tøjet - nøgen, som Vor Herre har skabt mig, ind i brusekabinen, forhænget for, en spiseske eller tommelfinger på proppen, se om den kan presses ned og jaaaaaaaaaaaaaaaaa, lige pludselig lykkedes det. Lidt rødvin ud over det hele. Men skidt. Tænd blot for bruseren, men pas på, der ikke kommer vand i vinen!

Godt klaret, Ellis - du er nu en knag til det der, med vinflasker og propper.
Også!

Ellis kunne ikke forstå, hvorfor jeg stod nøgen uden for brusekabinen, da hun kom ud med flasken!

Men hold da helt ferie - det har været en fantastisk tur over Atlanten. En enkelt dag med regnvejr, ellers har det været dækvejr, hver evig eneste dag. Liggende på en liggestol ( det ville sgu se lidt åndssvagt ud, hvis man stod op!), nydende udsigten ud over det uendelige blå hav – lade tankerne løbe løbsk – ideer – reminiscenser – familie – venner – hvad gemmer der sig måske i dybet, under skibet – fuldstændig afslappelse. Et par bøger læst på Kindle og Ipad – papirbøger har vi ikke længere – så slipper vi jo også for 10 kilos overvægt, hver gang vi skal afsted! Mine filosofiske bøger vejer jo godt til - jeg er lige nu i gang med Fifty Shades of Grey - Darker! Ha-ha-ha.

Tankerne får frit løb, når man står ( eller ligger) og kigger ud over det uendelige ocean.  

Skal du gøre De Paralympiske Lege lidt lettere i år, så de "andre" også har en lille chance, for at komme på skammelen? Eller skal du gøre kravene til deltagelse skrappere? Skal deltagerne kunne noget i år, i modsætning til sidste år? Skal der en aldersgrænse på? (Aksel). Skal man kunne gå mere end 70 meter (Jørgen Kristian) uden at pulsen når de 179? Skal jeg droppe lerdueskydning, eller blot forbyde Rudi adgang til den konkurrence? Skal vi alle bære hjelm under Støvlekast seancen eller måske KUN, når Messi skal kaste? Skal man kunne rafle, for at være med i den konkurrence, Kim?
Skal vi have en "salatspisning" konkurrence, hvor Peter Lykke er storfavorit, allerede?

JO, det er Peter Lykke - med en salat!
Dette billede er penge værd!

Jamen I kan jo selv se, at Geniale indfald/ tanker kommer til en, når det Uendelige er tæt på!

Ellis er lige oppe at hente kaffe - IGEN, hun kommer snart - håber jeg! Jep – her kommer hun ind ad døren, klokken er 6.30 – hun er altså en skat! Så ”vi snakkes ved senere”! Kaffen skal nydes og så står den jo på træning bag efter! Og så lidt liggestole gymnastik, lidt solbadning, lidt - tjahhhhhh.

Sidste dag
 

Vi nærmer os nu South Florida. Endnu en drømmerejse er ved at være passe'. Men det gør jo ikke noget, en ny dukker nok op - lige pludselig - lige om hjørnet!

Klokken er 5 AM og vi anløber Miami - Hello, Port of Miami!

Fascinerende! Indsejlingen igennem kanalen og så vende kæmpe skuden "inde" i Miami downtown, sådan cirka. Skyskraberne, belyst i forskellige farver, tårner sig op foran os. American Airlines Arena - home of The Miami Heat - NBA Champs sidste år (2012), lyser op i forgrunden.

Miami by Morning.

Vi står på dækket og nyder indsejlingen - det er faktisk lidt chilli - I ved - en 18-20 grader! Overraskende, eller rettere mærkeligt, efter at vi har været vant til St. Thomas' varme. Ned for at pakke de sidste ting, Ellis. Morgenmad, ringe til Monique, for at sige, at nu kan hun godt komme at hente os.

Så er vi "hjemme" igen. Så venter vi kun på at skibet bliver "clearet" og vi kan forsvinde udi den varme luft. Ingen nerver denne gang, vi ved jo, hvordan immigrationen "virker" ved havneanløb. Kan allerede høre trafikken, hustling and bustling, 24-7, bilos, konstant travlhed, den sydlandske stemning, som tager over hernede i Miami.

Vi skal bo i et mindre "slot", de første part måneder, vi er her. Vi har nemlig fået lov til at bo i Ellis' veninde Monique's "lille" hus. Så appelsin-, banan-, mango-, og papayatræerne står og venter på os. Poolen er rengjort og kokosnødderne er klar til at blive hentet ned!

It is SO NICE to be back!

Nu bliver det dagligdag igen, om lidt - i et stykke tid. Også dejligt.

Nok for denne omgang. Hyg jer helt vildt. Godt Nytår til jer. Tak for '12.

6.1.2013

Vi smutter til Colorado i morgen og gør offpisterne lidt usikre en uges tid, sammen med Michael. Vi glæder os!


Husk et smil. Et rosende ord (gør underværker). Et klap på skulderen, ligeså.Til en eller anden.


Peace.
Johnny.

P.S. Er lige kommet hjem fra et par pragtfulde dage med Kaj Ove og familie på Key West - her har I Kaj i fuldt flor: